23012017
[facebookall_login]
Delt (0)

Hvem coacher Guardiola?

Pep Guardiola, Bayern Munich manager

Han kunne næsten kun gøre det dårligere end sin forgænger. Pep Guardiola kom til Bayern München for tre år siden med ambitionen om, at de tyske rekordmestre skulle blive endnu bedre, end de var under Jupp Heynckes.

Ikke nogen nem opgave, al den stund at catalaneren overtog et hold, som havde vundet både mesterskabet, pokalturneringen og Champions League i en og samme sæson.

Men det BLEV bedre. Spillemæssigt så man Bayern München på et niveau, hvor ingen anden fodboldklub havde været før. Han kunne skifte både formation og taktik flere gange i løbet af en kamp. Han kunne vrage verdensstjerner, hvis han mente, det gavnede holdet, at andre spillede i stedet.

Han ”opfandt” nye positioner til etablerede spillere. Phillip Lahm er det bedste eksempel. De fleste eksperter vurderede allerede, at han var en af verdens bedste højre backs, men Guardiola udvidede hans repertoire og satte ham op som defensiv midtbanespiller. Med bragende succes!

Og Bayern vandt og vandt. I hvert fald i Bundesligaen, hvor mesterskabet kom i hus allerede i 27.spillerunde i sæsonen 2013/14, hvilket var ny rekord. Man talte om, at de øvrige hold i Tyskland burde lave deres egen udbryderliga, fordi jævnbyrdigheden ganske enkelt var fraværende i den bedste tyske fodboldrække. Men i Champions League-semifinalen gik det galt mod Real Madrid, som dygtigt udnyttede, at Bayern-spillerne virkede selvtilfredse efter det tidlige mesterskab. Desuden var nøglespileren Arjen Robben skadet, så man manglede fart, gennembrudskraft og målfarlighed på den ene kant.

I sidste sæson gentog mønsteret sig stort set. Bayern var suveræn i Bundesligaen, men fejlede på det afgørende tidspunkt i Champions League, denne gang mod de senere vindere Barcelona, ligeledes i semifinalen. Utvivlsomt et exit, der den dag i dag nager Guardiola. Han ville med garanti gerne have vist sin tidligere klub, hvor meget han havde hævet niveauet hos sin nuværende arbejdsgiver.

Arbejdet er ikke gjort færdigt endnu
I år mangler han stadig at gøre arbejdet færdigt. Bayern kunne være blevet mestre for fjerde gang på stribe (endnu en rekord), men mistede koncentrationen mod Borussia Mönchengladbach i lørdags. Og dermed lever Dortmund stadig på yderste mandat i mesterskabskampen.

Samme modstander står man overfor i pokalfinalen senere på måneden. Pokalturneringen er, som i mange andre lande, en parentes i jagten på millionerne i ligaen og Champions League, men for en træner og en klub, som i højere grad end nogen anden samler på trofæer, er det vigtigt at kunne hæve DFB-pokalen i Berlin d.21.maj.
Og så er der Champions League. Den titel eller mangel på samme afgør Guardiolas eftermæle i Bayern München. Klubben har som nævnt ikke vundet den i to forsøg i hans regeringsperiode, og det er jo for længst bekendtgjort, at han er fortid efter sæsonens afslutning.

Med andre ord er det sidste chance, og efter sidste uges 0-1 nederlag i Madrid til Atlético i den første semifinale venter en yderst vanskelig opgave i returkampen på Allianz Arena tirsdag aften. Det første møde afslørede nemlig, at det kan lade sig gøre at nedbryde Guardiolas version af tiki-taka i Bayern-gevandter.

Taktisk har der været en del kritik af Guardiolas dispositioner på det seneste. Var det f.eks. en god idé at udelade Thomas Müller fra startopstillingen i den første kamp mod Atlético? Bayerns spil blev i hvert fald væsentlig mere uforudsigeligt og dynamisk, da han kom ind. Er det for stereotypt at bruge kanterne så meget til at spille Robert Lewandowski fri til en hovedstødsscoring?

I det hele taget har træneren tydeligvis ændret sig i sit sidste halve år i klubben, hvor al fokus er på Champions League. En statistik fortæller f.eks., at holdet i de første 27 spillerunder i gennemsnit skød på mål 18,5 gange pr. kamp. I de seneste 5 kampe er tallet faldet til 12 pr. kamp.

Trods koncentrationssvigtet mod Mönchengladbach i lørdags vinder Bayern naturligvis mesterskabet alligevel. Guardiola har selv indrømmet, at han er helt ligeglad med, hvornår det er matematisk sikret, og med de sidste to kampe mod Ingolstadt og nedrykningsdømte Hannover 96 er der heller ingen tvivl om, hvor mesterskabstrofæet Die Schale (igen) skal placeres.

Fokus er udelukkende på Champions League, hvor arbejdshestene fra Atlético skal nedbrydes. Og hvis det lykkes, venter en nervepirrende finale i Milano d.28.maj. Måske også mod en spansk modstander i form af Real Madrid. Eller mod Guardiolas kommende arbejdsgiver Manchester City (!). Hvis begge hurdler overvindes, bliver ”verdens bedste træner” hyldet som en succes i Bayern München. I modsat fald er fiaskoen fuldendt.

Indlæser...

Hvem vinder Alka Superligaen?

Tak for din stemme!
Du har allerede stemt!
Venligst vælg en mulighed!

What Next?

Seneste Artikler

Send en kommentar

You must be Logget ind som to post comment.