Comeback-Brøndby skyder sig helt ind i medaljekampen

The perfect guide to the casino

Comeback-Brøndby skyder sig helt ind i medaljekampen

Esbjerg havde fuldstændig Brøndby i sækken i første halvleg, hvor de var foran med 2-0, men i anden halvleg kravlede Brøndby op og scorede tre kasser. Det sidste blev sat ind af Johan Larsson med blot ét minut tilbage.

Esbjerg var mandag aften værter for dagens sidste Superliga-kamp, og de tog imod Brøndby, der kæmpede for vigtige point i medaljekampen. En sejr ville nemlig sende københavnerholdet helt op i hælene på FC Midtjylland, der i øjeblikket har den placering, der udløser bronze.

Det startede dog skidt for de i dagens anledning mørkblusede. Kevin Mensah kunne efter kun syv minutter bringe Esbjerg foran efter en eminent dribling i feltet samt en tilhørende fræk afslutning under Frederik Rønnow i Brøndby-buret.

Selvom Brøndbys mange fans råbte efter en trodsreaktion, fik de det ikke. Holdet fra Vestegnen havde meget svært ved at nedkæmpe en disciplineret Esbjerg-defensiv, og så var det igen hjemmeholdet, der kunne få netmaskerne til at blafre – denne gang efter 19 minutter.

Den hollandske angriber Mick van Buren lavede adskillige skudfinter inde i feltet, inden han på flotteste vis sparkede kuglen i kassen til 2-0.

Brøndby var dog ikke helt uden chancer. Johan Larsson havde et listigt frisparksforsøg efter Esbjergs 2-0-mål. Jeppe Højbjerg forsøgte at gribe forsøget, der kom cirka 20 centimeter over jorden, men der var sæbe på handskerne, og derfor strøg bolden på stolpen, inden Marco Lund clearede bolden langt ud af kommunen.

En første halvleg, der stod i Esbjergs tegn, sluttede 2-0 til vestjyderne.

Brøndby vidste, at der var behov for ændringer forud for anden halvleg, hvorfor de sendte svenske Johan Elmander ind i stedet for Andrew Hjulsager. Og det var lige ved at give pote. Den store svensker fyldte i feltet, og så faldt bolden ned til Phiri, der dog brændte på det skamligste.

Brøndby var klart bedre med i anden halvleg, og efter 66 minutter kom der afkast af anstrengelserne. Indskiftede Temuu Pukki var hurtigst på en ripost fra Jeppe Højbjerg, og pludselig var der game on på Blue Water Arena.

Den finske angriber var dog ikke færdig. Med tyve minutter til slutfløjt dukkede han op ved bagerste stang efter et hjørnespark og skrabbede kuglen i kassen. 2-2 og Brøndbys tilskuerafsnit var i ekstase.

Herefter stod der fortsat Brøndby på spillet, og med blot ét minut igen fuldendte de det helt vanvittige comeback. Johan Larsson steg op og pandede den sjællandske klub foran med 3-2, som også blev kampens slutresultat.

Brøndby er nu kun ét point fra FC Midtjylland på tredjepladsen.

Læs også footy.dk’s vurdering af kampens værste og bedste spillere fra hvert hold HER.

Skriv en kommentar

OVERSIGT

bet365

Scroll to Top