Blog: Bundesligaen efter 10 runder – hvordan går det?

The perfect guide to the casino

Blog: Bundesligaen efter 10 runder – hvordan går det?

Så er det igen tid til landskamppause i Bundesligaen, og med 10 spillede runder er det tid til en lille opsummering. Hvem har overgået forventningerne, og hvem har været de store flop?

Dette blogindlæg er skrevet af Henrik Hvillum

I toppen huserer Bayern München naturligvis. Alt andet end en topplacering havde været en gigantisk fiasko for den nye træner Ancelotti. Men overgangen fra den energiske Guardiola til den mere reflekterende italiener har ikke været gnidningsfri.

Bevares, syv sejre og tre uafgjorte kampe er ingen katastrofe, men i mange af kampene mangler der tydeligvis både tempo og gejst. Bolden spilles rundt i endeløse kombinationer, indtil der opstår en målchance, men tempoet er om muligt endnu lavere end under Guardiola, når modstanderen står langt tilbage på banen. Og det gør de fleste…

Det er til tider gabende kedsommeligt, men Bayern er så meget bedre end de allerfleste andre hold i Bundesligaen, at man burde have evner og overskud til at spille i et højere tempo, og dermed skabe bedre underholdning for tilskuere og TV-seere. Men selv om der har været mislyde undervejs, ender sæsonen naturligvis med endnu et Bayern-mesterskab.

Den helt store positive overraskelse har været RB Leipzig. Man kan mene hvad man vil om ”købeklubben”, men ude på banen spilles der en frisk omgang fodbold. De Røde Tyre er på samme pointtal som Bayern, oven i købet som ubesejrede, hvilket ingen oprykker før har præsteret i de 10 første kampe af en sæson.

Det er ”overfaldsfodbold” med gejst og individuel klasse, der spilles. Danske Yussuf Poulsen spiller en central rolle som spilstation i det offensive spil, og som bolderobrer, når holdet mister bolden.

Også spillere som Timo Werner og svenske Emil Forsberg fortjener ros for at holde sig 100 % til konceptet. Og naturligvis skal træner Ralf Hasenhüttl hyldes. Han har i den grad har et klart defineret koncept, som spillerne både forstår og udfører til perfektion.

På de næste pladser finder man Hoffenheim (også ubesejret!), Hertha, Dortmund, Köln og Frankfurt. Hvis man fjerner Dortmund, er der tale om positive overraskelser af hold, som har kæmpet mod nedrykning og trænerfyringer, også i nyere tid. Men fælles for dem alle er, at de har dygtige trænere, der har klart definerede spilfilosofier.

Nok så vigtigt forstår spillerne, hvad der forventes af dem, og de udfører beskederne til perfektion. Og både Frankfurt, Köln og senest Hoffenheim har formået at tage point fra Bayern München uden dog at kunne besejre rekordmestrene. Men flere af dem har været tæt på.

Midterplaceringer til Europa Cup-deltagerne

I midterfeltet findes de tyske Europa Cup-deltagere Mönchengladbach, Leverkusen og Mainz. Skuffende placeringer, især for de to førstnævnte, der begge sluttede i top 4 sidste år, men ikke så overraskende, når man ser på truppernes bredde i forhold til belastningen i både internationale kampe, Bundesligaen og pokalturneringen.

Alle tre klubber har været hårdt ramt på skadesfronten. Hen over en lang sæson skulle det dog ikke overraske, om et eller flere af klubberne alligevel får sneget sig opad i tabellen til sidst. Klasse og en bred trup fornægter sig sjældent…

I næste kategori ligger Schalke 04, Wolfsburg og Werder Bremen. Både hæderkronede og ambitiøse klubber, som har floppet gevaldigt indtil nu. Dog var der på ny sejre til de to førstnævnte i den forgangne weekend. Og så er Mario Gomez begyndt at score mål i Wolfsburg-trøjen. Det kan vise sig at blive et vendepunkt for Folkevognsklubben.

I den absolutte bundkategori ligger naturligvis Ingolstadt og Hamburg. Førstnævnte kæmpede sig igennem den første sæson i den bedste række på en ualmindelig solid defensiv. Det gav ambitioner om at spille mere underholdende, men dét koncept er floppet totalt under den nye træner Markus Kauczinski.

Spilsystemet og spillermaterialet hænger tilsyneladende ikke sammen, og skader i en tynd trup har betydet, at Audi-klubben endnu ikke har prøvet at vinde en kamp. Det ligner en sikker nedrykning.

Der kunne skrives tykke bøger (det er allerede gjort!) om HSV’s krise. I denne sammenhæng skal det blot konstateres, at status som Bundesligaens ”dino”, som den eneste klub der aldrig har været væk fra Tysklands bedste fodboldrække, nu hænger i en ultratynd tråd.

Selv ikke et trænerskifte fra Bruno Labaddia til Markus Gisdol har ændret noget som helst. Spillerne er uden idéer, selvtillid og spilleglæde. Krisen synes uendelig, og med mindre der sker et absolut mirakel meget snart, slukkes det berømte ur, der viser tiden i Bundesligaen, når sæsonen er slut.

Nu venter et par ugers landskampause, hvor succes-klubberne skal forsøge at holde momentum, og flop-holdene skal hive sig selv op til fornyet styrke. Efter landskampene mødes landets to største klubber, Dortmund og Bayern. Næste spændende fase i en uforudsigelig sæson kan begynde!

Mest læste på footy.dk

1. Zlatan scorede to mål mod Swansea, men så skete det, der ikke måtte ske
2. Billede: Nøgen Pourie bliver holdt udenfor spa-fest af Randers-profiler
3. Kæmpe overraskelse: Låser Danmark FCK-stjerne, der ellers var tabt for dem?
4. En karriere i frit fald: Nu er Djemba-Djemba skiftet til denne klub
5. Bekræftet: Brøndby har topscorer til prøvetræning

Skriv en kommentar

OVERSIGT

bet365

Scroll to Top