Danmarks største stjerne afviser, at fodboldfremtiden ligger i saudiarabisk fodbold.
De seneste par år er nogle af verdens største fodboldnavne valfartet til saudiarabisk fodbold, hvor de er blevet lokket med astronomiske lønninger, som er helt ude af proportioner i forhold til deres i forvejen velbetalte kontrakter i europæisk fodbold.
De mange penge kommer dog ikke til at lokke Danmarks største fodboldstjerne, Christian Eriksen, der i et interview med bold.dk fastslår, at han aldrig kommer til at skifte til Saudi-Arabien.
– Jeg har aldrig fået tilbud, og jeg har sørget for, at det aldrig er blevet opsøgt. Hvis min agent har sagt noget, har jeg altid sagt, at jeg ikke engang vil vide, hvad det er, for det er ikke noget, der interesserer mig, siger Eriksen og uddyber:
– Jeg kan da godt se, at det kan være svært at sige nej, og det har vi også snakket om før – også i klubben for den sags skyld.
– Jeg forstår godt, at det kan være rigtig svært at sige nej, hvis man ser, hvor mange penge der er indblandet, men jeg prøver bare at undgå det helt, så jeg slet ikke får at vide, hvor meget det kunne være.
– Jeg skal ikke derned, understreger Christian Eriksen.
32-årige Christian Eriksen har kontraktudløb med Manchester United i sommeren 2025, men taget den manglende spilletid i betragtning, så synes det ikke utænkeligt, at han skal på jagt efter en ny arbejdsgiver efter sommerens EM-slutrunde.