FC København-cheftræner Jacob Neestrup mener, at mandskabet ikke har været skarp nok under Atlantic Cup samt lavet for mange fejl.
FC København har spillet to kampe i Atlantic Cup.
Først vandt københavnerne en målfest med hele 5-4 over svenske Elfsborg. I mandags gik det dog galt for Jacob Neestrups tropper, da ærkerivalen Brøndby IF vandt med 2-1.
FCK-cheftræneren siger til klubbens hjemmeside, at han gerne vil rydde ud i de mange fejl, som FCK har lavet i de to kampe.
– Vi må gerne lige vise en lille smule mere skarphed i eget felt, end det vi gjorde forleden mod Elfsborg og også mod Brøndby.
– Ellers handler det jo om, at vi skal fortsætte med at lukke banen godt ned, for vi har givet meget få omstillinger væk, og det er vi tilfredse med.
– Og vi har kreeret rigtig mange chancer, så det er jo et mix mellem at få fjernet de små børnefejl, som der har været lidt for mange af, og så fortsætte med at skabe de muligheder i vores angrebsspil, som har set rigtig fornuftigt ud i et godt stykke tid nu, siger Jacob Neestrup til FCK’s hjemmeside.
FC København møder norske Molde ved Atlantic Cup denne torsdag.