Kenneth Emil Petersen har ikke mange rosende ord til overs for FC Københavns ageren i sommerens transfervindue.
I kølvandet på en miserabel sæson kunne man godt fristes til at tro, at FC København ville komme blæsende ind på transfermarkedet denne sommer, men sådan har det bestemt ikke været.
Løverne har nemlig været meget tilbageholdende, og selvom det også har været tilfældet i FC Midtjylland, så er der en ret markant forskel på, hvor stor tiltro Kenneth Emil Petersen har til de to klubber.
– Jeg har den dybeste respekt for det, som FC Midtjylland har gang i. Jeg har en markant større tillid til, at FC Midtjylland kommer godt gennem det her transfervindue, selvom de kommer til at sælge nogle profiler, selvom Osorio ryger, Franculino, Simsir, fordi det virker bare til, at der er en helt tydelig strategi, der er et fantastisk ejerskab, og der er et fællesskab om, hvilken vej FC Midtjylland-bussen kører.
– I øjeblikket over i FC København ved man ikke, om den ene tager helikopteren, den anden tager bilen, og den tredje ror. Der er ikke styr på noget som helst i FC København i øjeblikket, det er der i FC Midtjylland, siger Superliga-eksperten.