Philip Billing modtager store roser efter mandagens sejr over Viborg.
FC Midtjylland skrabede mandag aften tre vigtige point sammen, da de slog Viborg FF med 1-2 på udebane i et dramatisk lokalbrag.
Og her spillede Philip Billing altså en afgørende rolle, da han leverede assisten til Rasmus Kristensens 0-1 mål, mens han senere selv blev matchvinder, da han scorede til slutresultatet 1-2.
Og efter slutfløjt var Rasmus Kristensen ikke bleg for at rose Billing, som han kalder for Superligaens bedste spiller.
– Det var godt sparket ind med hans lange højre stylte. Jeg synes, at han steppede op i kampen.
– I mine øjne er han Superligaens bedste spiller, og det viste han i kampen, lyder det fra Rasmus Kristensen, som også roser Billing for hans rolle på FCM-holdet.
– Han skal give ro, bolderobringer og de rigtige beslutninger på bolden. Han kan fornemme tempoet i kampen, og så kan han tage det ud og trække et frispark.
– Han laver alle de der små ting, som man måske ikke lige ser, men det har kæmpe betydning for kampens flow og for at få momentum over på vores side, fortæller Rasmus Kristensen.