Optakt/kamptråd, Tyskland-Danmark
Kvalifikationen til 1/8 finalen kom i hus. Med hiv og sving og ikke så lidt held.
I min optakt til den afgørende puljekamp skrev jeg, at Serbien bestemt ikke var nogen let modstander, og at meget ville komme til at afhænge af, om danskerne kunne holde balancen imellem at få bidt fra sig fysisk, og så samtidig bevare overblik og initiativ. Jeg synes at det kneb gevaldigt med den sidstnævnte del. Mod forventning blev det en udpræget forsvarskamp, for landsholdet krøb gradvist, men sikkert, tilbage på banen i anden halvleg, afgav styring og initiativ, og stod til sidst helt nede i eget felt med stort set alle mand. Aktionen lykkedes, men helt objektivt betragtet var serberne meget tæt på at underminere det danske projekt.
Pressens evaluering har været overvejende positiv. Målet med avancement i turneringen er jo sikret. De fleste eksperter er af den holdning, at spillets kvalitet er sekundær. Jeg er uenig. Der er ikke meget at bygge videre på, hvis nationer som Slovenien og Serbien kan presse Danmark i bund. Efter opmuntringen mod England var den sidste puljekamp en kold klud i ansigtet.
Det havde ellers været interessant hvis de rød-hvide havde været i stand til at vinde kampen, for det havde udløst førstepladsen i gruppen, og danskerne havde stået til at møde Slovakiet. Men halvvejs i anden halvleg stod det klart, at man gav køb på muligheden for at sejre, og udelukkende forlod sig på defensiven. Det er ikke en overraskende udvikling, at landsholdet er faldet i minimalismens og angstfodboldens kviksand. Men det er en trist og meget markant taktisk regression ift. sidste EM.
Udskiftninger undervejs i kampene er ofte noget af det, som lægmand oftest fokuserer på. Jeg plejer ikke at beskæftige mig så meget med det, for det er immervæk trænerteamet på stedet, der har størst føling med spillernes dagsform osv. Men der var alligevel et par af dispositionerne, som undrede og kaldte til eftertanke.
Planen var tilsyneladende at ”krige den hjem”, et heroisk udtryk som visse af pressens mindre saglige elementer har valgt at benævne den gang kujonfodbold, Danmark præsterede i anden halvleg. Men hvorfor satte man så Kasper Dolberg ind i det 59. minut? ”Dolleren” har sine udprægede forcer i gennembrudsspil og i boksen. Ikke i kontraspil med lange desperate los op ad banen. Yussuf Poulsen havde vel været en noget mere logisk løsning? Og Thomas Delaney kom på banen i det sidste kvarter i stedet for Morten Hjulmand som 6’er. Havde det ikke været langt mere indlysende at prioritere Christian Nørgaard, når nu der skulle ”kriges”? Er sandheden bag disse mærkværdige dispositioner, at man fra trænerbænken slet ikke hverken forudså, endsige ønskede, at opgøret skulle udvikle sig til en dansk catenaccio? Hvem traf afgørelsen om at trække alle mand ned og satse på uafgjort? Udskiftningerne afspejler ikke et taktisk ræsonnement.
Nu hedder modstanderen desværre ikke Slovakiet, men i stedet Tyskland. 1 skud tilbage i bøssen i forhold til at redde æren.
Her er Danmarks chancer
Danmark har spillet en stærk anden halvleg mod England og en fornuftig første halvleg mod Serbien. Resten er mere eller mindre til glemmebogen. Men helhedsindtrykket og den sportslige ære kan reddes endnu. Der er sandsynligvis kun 1 skud i bøssen tilbage, så det er med at udnytte chancen.
Tyskland er kæmpefavoritter, derom er der ingen som helst tvivl. Tyskerne har vist stort format og styrke i denne turnering, men i værternes opgør mod Schweiz afsløredes sprækker i betonen. Mod forventning gik schweizerne op i højt pres, og favoritterne fremstod rådvilde. Det lykkedes ostenationen at trykke så kraftigt på det tyske opspil, at nøglespillerne Gündogan og Musiala ikke fik meget brugbart at arbejde med. Desuden var Toni Kroos nødsaget til at gå så dybt ned i banen for at komme med i spillet, at tyngdepunktet kom til at ligge meget lavt. Det var tydeligt, at det bekom værterne meget ilde, og Tyskland var bagud indtil sidste spilaktion.
Nøglen for Danmark må være at kopiere den schweiziske recept. Kæmpefavoritterne skal jagtes af et sultent og glubsk dansk op-pres, der helst skal give mindelser om gårdshunden, der kaster sig over den lune frikadelle når grisehandler Larsen siger; ”det er en tysker, Kvik”!
Mislykkes medicinen, så går vort landshold i det mindste ned med fanen hævet.
Det bliver interessant om Julian Nagelsmann stiller med matchvinderen Niclas Füllkrug eller Arsenalforwarden Kai Havertz fra start. De to er nemlig ret forskellige. Førstnævnte er en brandgod boksangriber, der jo reddede uafgjort i sidste øjeblik mod Schweiz, mens Havertz har sine primære kvaliteter i kombinationsspil og bevægelighed. Füllkrug står afgjort bedst til det danske forsvar (set fra vores side), i særdeleshed i kraft af Jannik Vestergaard, der har spillet en fin turnering. Med Havertz i startelleveren tvinges danskerne til at forholde sig til en mindre stationær forward. Lykkes tyskerne at spille bolden op på ham, så kan man komme forbi det – forhåbentlig aggressive – danske presspil.
Vi er svækket af at Morten Hjulmand er i karantæne, og det giver sandsynligvis chancen til Christian Nørgaard. Han skal frigøre Pierre-Emile Højbjerg, så denne kan udnytte sine glimrende evner til at forudse spillet og forchecke højt oppe, hvilket fungerede godt mod England.
Jeg håber at landstræneren vil give vores egen angrebskonstellation mere tillid og kamptid. Nej, de har ikke scoret, men de spillede altså en helt godkendt første halvleg mod Serbien, hvor både Wind og Højlund i mange situationer formåede at fastholde bolden i opspillet og få lagt tyngdepunktet frem på banen. Det faldt helt fra hinanden i anden halvleg, efter at Wind blev skiftet i det 45. minut og Højlund i det 59.
Danmark-Tyskland historisk
De første indbyrdes opgør mellem Danmark og Tyskland fandt sted i 1912 og 13. Danskerne vandt i begge tilfælde med henholdsvis 3-1 og 4-1, og var ret overlegne.
I nyligt afdøde Ole Skjoldhøjs bog ”Manden i buret” benyttes landskampene mod Tyskland i 1930’erne til at illustrere den danske sportslige deroute i den epoke. Det begynder med en flot 6-3-sejr i 1930 i Idrætsparken, hvor datidens plaffekonge, Pauli Jørgensen tæskede tre kugler i kassen bag den tyske keeper. Men de næste tre indbyrdes opgør endte med tyske sejre, kulminerende med det forfærdelige 0-8-nederlag i Breslau, hvor den danske målmand, Svend Jensen, faktisk stod en brandkamp… Kampene blev generelt afviklet i en ond stemning. Tyskerne spillede, efter danskernes opfattelse, meget fysisk betonet og temmelig brutalt.
I 1958 mødte et stærkt undertippet dansk landshold de tyske VM-4’ere med Uwe Seeler, Helmuth Rahn og Helmuth Haller. Danskerne spillede overraskende godt og klarede uafgjort på et mål af Henning Enoksen. Den tyske træner, Sepp Herberger, pådrog sig Idrætsparkens mishag og pressens forargelse, da han foretog en taktisk udskiftning for de hårdt pressede favoritter. Det var nemlig ikke tilladt dengang.
I mere moderne tid husker vi naturligvis med glæde EM-finaletriumfen i 1992. De seneste to indbyrdes (test)kampe i 2017 og 2021 er begge endt uafgjort.
Hvis man slår statistisk lighedstegn mellem Tyskland og Vesttyskland, så har landene mødt hinanden 32 gange. Danmark har vundet 9 og Tyskland 17. Tre af kampene har dog været imod det vesttyske OL-hold. Målscoren er 42-59 i tysk favør.
KOM SÅ DANMARK!
——————————————
Michael Kjærbøl er fodboldhistorisk forfatter.
Han har bl.a. skrevet ”Dansk fodbolds sande guldalder” om perioden 1898-1920. Og i 2021 mammutværket ”Dansk fodbolds 110 bedste” og ”Bogen om Sportslørdag” om engelsk fodbold i dansk tv i 70’erne og 80’erne.
Pt. har Kjærbøl en ny bog på vej: ”40 Fantastiske fortællinger fra fodboldens moderland”.
