Bo Svensson var stærk utilfreds med det straffespark, som Inter Turku blev tildelt torsdag aften.
FC København spillede sig torsdag aften videre til gruppespillet i Conference League med en 4-1 sejr over Inter Turku.
Undervejs fik gæsterne dog tildelt et straffespark, som de udnyttede til at reducere til 2-1, og efter slutfløjt lagde Bo Svensson ikke skjul på sine frustrationer over den kendelse.
– Jeg synes jo ikke, der er straffe. Det er den værste regel i fodbold.
– Det giver ikke nogen mening. Det må der være nogle andre, der kan fortolke på, men hvis bolden bliver rettet af en halv meter fra dig, og du får den op på hånden, så kan du jo ikke nå at reagere.
– Hvad har det af betydning for fodboldspillet? Det giver ingen mening.
– Jeg kan ikke finde hoved og hale i det, og det har ikke noget at gøre med, at det var os, det gik ud over. Det er bare imod spillets ånd, fortæller FCK-træneren.