Fire røde kort faldt efter slutfløjt i den dramatiske 2-2-kamp mellem Everton og Liverpool.
Både Curtis Jones fra Liverpool og Abdoulaye Doucoure fra Everton blev udvist, men det stoppede ikke der. Også Liverpools cheftræner Arne Slot og hans assistent Sipke Hulshoff modtog røde kort efter kampen.
Hvad der præcis blev sagt eller gjort, som førte til trænerstabens udvisninger, står hen i det uvisse, da ingen fra Liverpool-lejren ønskede at stille op til interview efter kampen – hverken til de officielle rettighedshavere eller på det obligatoriske pressemøde.
Premier Leagues reglement fastslår:
– Ingen spiller eller træner, der er blevet udvist eller har karantæne, er forpligtet til at give interviews under eller efter kampen.
– I sådanne tilfælde skal klubbens medieforpligtelser varetages af en assistenttræner eller et andet medlem af trænerstaben.
Dermed var hverken Slot eller Hulshoff forpligtet til at udtale sig, men det er bemærkelsesværdigt, at Liverpool heller ikke sendte en anden repræsentant, såsom assistenttræner Johnny Heitinga, til at håndtere medieforpligtelserne.
Til gengæld trådte holdets anfører, Virgil van Dijk, frem for pressen og udtrykte utilfredshed med kampens dommer, Michael Oliver.
Når Liverpool søndag møder Wolverhampton, kan det meget vel ske med Johnny Heitinga som ansvarlig på sidelinjen, da Slot og Hulshoff sandsynligvis afsoner karantæne.