Normalt fløjtes en fodboldkamp i gang fra midtercirklen, med 11 spillere på hver side af banen og uret på 0:00. Men når Fiorentina og Inter i aften tørner sammen i Serie A, bliver det langt fra et almindeligt scenarie.
Aftenens opgør vil blive genoptaget fra det 17. minut, og i stedet for en traditionel afsætning vil kampen begynde med et indkast. Stillingen vil dog stadig være 0-0, da der ikke blev scoret i den oprindelige del af kampen. Årsagen til den usædvanlige situation skyldes, at kampen den 1. december blev afbrudt og senere udsat, efter at Eduardo Bove pludselig fik hjertestop på banen.
Kampen spilles under særlige regler, der især rammer hjemmeholdet, Fiorentina, hårdt. Kun spillere, der var registreret i klubben ved den oprindelige kamp i december, må deltage.
Dette skaber store udfordringer for Fiorentina, der har haft en travl vinter på transfermarkedet. Klubben har solgt otte spillere og hentet fem nye ind, men de nye tilføjelser må altså ikke komme i spil. Inter vil også være påvirket, da de må undvære deres nyindkøb Nicola Zalewski.
– Vi står kun med 14 spillere til rådighed mod Inter på grund af transfervinduet og de gældende regler, men jeg er sikker på, at drengene vil kæmpe og gøre det svært for Inter. Vi har også nogle af akademiets unge med i truppen, udtaler Fiorentinas træner, Raffaele Palladino.
Heldigvis for begge hold kan henholdsvis Pietro Comuzzo og Denzel Dumfries deltage i opgøret, selvom de i weekenden fik gule kort og dermed karantæne. Den karantæne gælder først fra næste runde.
Og netop næste runde bliver et interessant gensyn. Fiorentina og Inter står over for hinanden igen – denne gang i Milano – blot fem dage efter aftenens kamp.
Der er ingen tvivl om, at meget af aftenens fokus vil rette sig mod Eduardo Bove. Hans pludselige kollaps i december var årsagen til, at denne kamp måtte udsættes. Nu er han tilbage og klar til at støtte sit hold fra bænken i en kamp, der uden tvivl vil være præget af hans dramatiske oplevelse.