Mike Tullberg var fint tilfreds med FC Midtjyllands præstation mod Lyngby, selvom det blev til et pointtab.
Et 1-1 resultat mod en Superliga-oprykker lyder umiddelbart ikke som nogen god præstation, hvis man hedder FC Midtjylland, men selvom det var de kolde fakta efter lørdagens kamp, så var ulvenes cheftræner Mike Tullberg faktisk fint tilfreds med præstationen fra sine spillere.
– Vi leverede en voksen præstation mod Lyngby, der på nuværende tidspunkt burde have flere point. Ingen andre har holdt dem fra så få chancer, som vi gjorde, forklarer Mike Tullberg og uddyber:
– Vi spillede til par i første halvleg, hvor vi gik lidt anderledes til værks, fordi vi har nogle andre typer nu.
– Efter pausen er det en fremragende præstation, vi leverer.
– Vi skaber chancer og skal vinde med to-tre mål oven på præstationen efter pausen, lyder det fra Mike Tullberg.