Luis Binks lægger ikke skjul på, at han har ambitioner om mere end Brøndby IF.
Luis Binks har været en stor profil på Vestegnen siden sit skifte fra Coventry sidste sommer, men selvom den 24-årige stopper nyder tiden i Brøndby IF, så lægger han ikke skjul på, at han sigter efter noget større.
– Jeg har altid sagt, at jeg ikke vil slutte min karriere her i Brøndby, for jeg sigter efter at spille på højst mulige niveau, og det er sagt med respekt for Brøndby, fortalte Luis Binks, da han mødte den fremmødte presse efter tirsdagens træningspas.
– For lige nu elsker jeg det her. Jeg elsker at spille på stadion og for klubben, men hvis muligheden for at spille i en topklub i en topliga kommer, så vil jeg helt åbenlyst gribe muligheden. Det tror jeg, alle kan forstå.
– Lige nu er mit fokus på den kommende sæson, og det er op til mig, om jeg vil til de største ligaer ved at spille godt her og på den måde komme Brøndby til gode. Og mig selv, siger Binks, der heller ikke afviser, at han måske kan finde en ny klub allerede denne sommer.
– Måske. Hvis der kommer noget op, der passer alle, så ja, men det skal være rigtigt. Jeg har det godt her, jeg kan lide at spille her, og jeg kan lide at leve her.
– Der skal også være en klub, der vil have mig. Måske er der slet ikke nogen klubber, som vil have mig. Så må jeg bare gøre det så godt, som jeg kan, og så må vi se på det til næste år, slutter Binks.