Onsdag aften brager det løs på Bane 2 i Brøndby, når Brøndbys U19-hold tager imod FC Københavns ditto i et nervepirrende U19-Derby. Brøndby starter i en stærk startopstilling med Oskar Schwartau, Noah Nartey og Clement Bischoff.
Kampen, der har kickoff kl. 19:00, kan streames direkte på Brøndby TV eller FCK TV
En spændende kamp om mesterskabet
Brøndby ligger inden opgøret på en andenplads med 48 point og en kamp i baghånden, mens FC Midtjylland topper U19 Ligaen med 51 point. FC København er lige i hælene på Brøndby med 46 point og en kamp i baghånden.
Der er derfor lagt op til et spændende topopgør, hvor begge hold kæmper for at sikre sig en sejr og dermed holde liv i mesterskabsdrømmene.
Læs også: Ekspert: Brøndby kan ikke sælge Suzuki for over 100 mio.
Brøndbys cheftræner Menno van Dam er optimistisk forud for Derbyet og tror på, at hans hold kan hente en sejr.
“Der resterer fem kampe i sæsonen, og vi har det i vores egne hænder, så det her er en virkelig stor kamp. Ikke kun for stillingen, men også for spillerne på banen. Jeg tror, at det bliver top spil på banen, og jeg håber, at det bliver på samme niveau som kampen i København,” fortæller van Dam til Brøndbys hjemmeside.
Han opfordrer sine spillere til at kæmpe som et hold og vise stolthed over at være Brøndby-spiller.
“De skal bringe vores værdier fra fællesskabet ind i kampen. Kæmp som et hold, vis hvor stolt du er over at være Brøndby-spiller, vis hvor stolt du er over den position, vi har lige nu og kæmp for hver meter. Hvis vi gør det med mere intensitet og kvalitet end FC København, så er jeg en virkelig glad cheftræner,” afslutter van Dam.