Danske Patrick Dorgu er angiveligt et varmt navn i selveste Liverpool.
Patrick Dorgu har haft lidt af en kometkarriere i italienske Lecce, hvor han hurtigt har udviklet sig til en af klubbens største profiler.
Det medførte også, at han sidste år fik debut i den danske landsholdstrøje, og nu er han altså også blevet et varmt navn på større adresser.
Allerede i sommers blev Patrick Dorgu blandt andet sat i forbindelse med Chelsea, og nu skulle Liverpool eftersigende være ude med riven efter danskeren.
Ifølge Sololecce.it, så forbereder Liverpool nemlig lige nu et bud på i omegnen af 40 millioner euro på Patrick Dorgu – svarende til cirka 300 millioner danske kroner.
Der meddeles ikke noget om, hvorvidt Lecce er interesseret i at sælge Dorgu til den pris, og de har da også en stærk forhandlingsposition, da det 20-årige stortalent har kontrakt med Serie A-klubben helt frem til sommeren 2029.