Borussia Dortmunds anfører Emre Can lægger ikke fingre imellem, når han kommenterer holdets præstation i det klare 0-4-nederlag ude mod FC Barcelona i den første kvartfinale i Champions League.
I et interview med mediet DAZN retter Can kritik både mod sig selv og resten af holdet for indsatsen.
– Det handler ikke om formationer eller taktiske systemer. Det drejer sig om vilje og om at være parat til at kæmpe maksimalt. Det manglede vi i dag, siger han.
Anføreren erkender, at Dortmund havde en svær opgave mod et stærkt Barcelona-mandskab, men han mener, at tyskerne selv gjorde det værre med deres præstation.
– Vi var ikke gode nok. Der blev lavet for mange fejl, vi var passive og manglede sammenhæng. Man kan kun slå et hold som Barcelona, hvis man står sammen som en enhed, og det gjorde vi ikke, siger Can.
Returopgøret spilles tirsdag i næste uge i Dortmund, hvor det tyske mandskab står over for en enorm opgave: De skal vinde med mindst fire mål for at tvinge opgøret i forlænget spilletid.
På den anden side af banen jagter Barcelonas Robert Lewandowski en personlig milepæl. Med sine to mål i onsdagens kamp er han nu oppe på 99 scoringer for den catalanske klub siden sit skifte i 2022. Når de to hold mødes igen, kan han altså nå det magiske mål nummer 100.
– Jeg fokuserer ikke kun på at score, men også på at hjælpe mine holdkammerater. Men selvfølgelig betyder det noget at bidrage med mål, sagde Lewandowski, da han blev spurgt til den forestående rekord.
Den 36-årige polske angriber har en fortid i Dortmund, hvor han spillede fra 2010 til 2014, inden han tog videre til Bayern München og senere Barcelona.