Brian Riemer havde store roser til overs for Christian Eriksen efter torsdagens storsejr.
Christian Eriksen har gennem mange år været Danmarks absolut største stjerne på landsholdet.
Under Brian Riemer har Christian Eriksen dog fået en helt anden og mindre rolle, hvor han sjældent er at finde i startopstillingen.
Alligevel havde den danske landstræner store roser til overs for Eriksen efter torsdagens sejr over Nordmakedonien, hvor han fremhævede hans menneskelige kvaliteter.
– Christian er et unikt menneske, der sætter sig selv til side for holdet.
– Jeg har sjældent oplevet en mand med den karriere. Han er stadig i gang, han spillede sin kamp nummer 148 mod Nordmakedonien. Han er der altid 100 procent for holdet, siger Brian Riemer og uddyber:
– Christian hjælper de unge, han hjælper de ældre. Han byder ind med alt, hvad han kan, siger landstræneren, der ikke lægger skjul på, at han har haft samtaler med Eriksen om hans rolle på holdet.
– Fra første sekund havde jeg en meget ærlig samtale med Christian. Han er her for holdets skyld, og han vil gøre alt for at komme til VM.
– Jeg vil sige, at Christian er det perfekte eksempel på, hvordan man er både en top- og en holdspiller, fastslår Brian Riemer.