En ny højreback er ankommet til den danske hovedstad.
Det er ingen hemmelighed, at FC København har været hårdt ramt på deres højreback-position i denne sæson, efter Rodrigo Huescas pådrog sig en alvorlig skade, mens Yoram Zague har været en stor skuffelse.
I løbet af vinterens transfervindue er FC København derfor også blevet sat i kraftig forbindelse med en ny højreback, og det har de nu fået.
FC København har nemlig netop præsenteret den 19-årige costaricaner Kenay Myrie, og det er en transfer der vækker stor glæde hos sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.
– Vi har fulgt Kenay i en længere periode, hvor vi har kunnet se hans potentiale, og samtidig har vi set en spiller, der også har præsteret positivt på seniorniveau. Vi får en ung og spændende spiller ind, som på den lange bane skal blive en profil i Superligaen og for F.C. København.
– Kenay besidder nogle åbenlyse offensive kvaliteter i form af hans fart og gode power. Han har en stærk fysisk pakke og en moden personlighed på trods af sine unge alder.
– Der vil være en tilvænningsperiode i København i forhold til spillestil og kultur, men vi glæder os utrolig meget til at hjælpe Kenay på vej i den udfordring og dermed sikre os en spiller, som vil hjælpe F.C. København i fremtiden, siger Sune Smith på FCK’s hjemmeside.