Brøndby IF har i vinterens transfervindue blandt andet sagt farvel til klubanfører Andreas Maxsø, som drog til MLS-klubben Colorado Rapids, mens man også har budt nye folk velkommen til midterforsvaret.
Her har klubben nemlig hentet Rasmus Lauritsen i Dinamo Zagreb og Frederik Winther i FC Augsburg, hvilket efterlader Jesper Sørensen med Henrik Heggheim, Kevin Tshiembe og Frederik Alves til de to pladser i midterforsvaret.
– Jamen, jeg gør desværre nok nogle utilfredse. Sådan vil det være. Lige nu er vi i et scenarie hernede, hvor alle spillere er stort set klar. Det er rigtig fint, for så er der mange at tage af. De er fitte og klar, men sådan er fodboldvirkeligheden ikke hele tiden, indleder Jesper Sørensen til Tipsbladet og fortsætter:
Læs også: Brøndby-midt efter tilgangen af Jesper Sørensen: Har brugt meget tid på at forfine spillestilen
– Folk må tage dem. Og det er jo derfor, vi træner hver dag. Det er jo for at finde ud af, at på et tidspunkt skal vi vælge noget. Og så ved vi jo også godt, at når der er spillet to eller tre kampe, så kan der ske mange ting. Vi kan se noget andet, eller så er der en, der går i stykker, og så er der en i karantæne og den slags ting. Nogen kan også gribe de chancer, der opstår undervejs, mens andre ikke får taget de chancer, som de får.