FC Nordsjælland har forlænget aftalen med den rutinerede højreback Peter Ankersen, så kontrakten nu løber frem til sommeren 2027. Det meddeler klubben på sin officielle hjemmeside.
Ankersen, der fyldte 34 tidligere på året, skiftede til Farum-klubben uden transfer i sommeren 2024.
– Vi har haft næsten et år til at lære hinanden at kende, og i den periode har både klubben og jeg fået bekræftet, at vi passer rigtig godt sammen – både på banen og i omklædningsrummet, siger Ankersen.
Han lægger især vægt på sin rolle i et ungt omklædningsrum:
– Truppen har gennemgået store ændringer, og jeg har forsøgt at bruge min erfaring til at støtte de yngre spillere. Det ansvar vil jeg gerne fortsætte med at tage.
Nyheden om kontraktforlængelsen bliver offentliggjort samme dag, som FCN står over for Ankersens tidligere klub, FC København, i Superligaen.
Ankersen afsluttede sin tid i hovedstadsklubben med en stærk forårssæson i 2024, men da FCK valgte ikke at forlænge samarbejdet, fortsatte han karrieren i Nordsjælland. Her fik han en god start og markerede sig allerede i sin debut med en scoring mod AaB.
– Peter har hurtigt cementeret sig som en vigtig brik for os – både sportsligt og menneskeligt, udtaler FCN’s fodbolddirektør, Phil Radley.
– Vores erfarne spillere spiller en stor rolle i at fastholde og videreudvikle klubbens kultur, støtte de unge og være ledere på banen. Peter har leveret på alle de områder.