Kenneth Andersens tropper leverede til fulde i 2-0 sejren over OB på mål af Jakob Poulsen og Frank Onyeka.
FC Midtjylland leverede en overbevisende præstation i opgøret mod OB, hvor de sikkert vandt med 2-0. Det var derfor også en tilfreds Kenneth Andersen efter kampen.
– Vores udtryk var tilbage, og det var vi meget tilfredse med. På samme måde var det glædeligt at spille til nul igen, og det var vel kun en meget stærk kamp af OB’s målmand, som gjorde, at vi ikke fik scoret yderligere, sagde Kenneth Andersen.
Der blev også plads til, at januarindkøbet, Junior Brumado, fik Superliga-debut og ifølge FCM-træneren gjorde brasilianeren det fint.
– Vi var også tilfredse med indsats og udtryk ved stillingen 0-0, og så var det fint at se Junior Brumado få sin debut. Jeg synes, han gjorde det fint, da han kom på banen – det skete på samme tid, som OB ændrede formation defensivt, så det var lidt svært at forklare ham, hvad han skulle gøre, men det gik okay, sagde Kenneth Andersen efter kampen.
FC Midtjylland skal næste gang i aktion i mod FC København i den direkte duel om guldet.