Det bliver måske ikke de bedste danske spillere, der kommer til at spille mod Wales. Heller ikke hvis der bliver lavet en aftale.
Danmark skal søndag møde Wales i Aarhus i første opgør i den nye turnering Nations League. Der er forhåbning om, at vi her får de bedste danske spillere at se, men selvom DBU og Spillerforeningen skulle indgå en aftale – enten permanent eller midlertidig – er det ikke sikkert, at spillerne får lov til at spille kampen.
UEFA’s regler dikterer nemlig, at klubberne skal have besked 15 dage i forvejen om udtagelse af spillere til diverse landshold, og selvom Åge Hareide udtog sin trup i god tid, er spillerne rejst hjem på grund af konflikten. Derfor skal de udtages igen, og med kampen sat til søndag overholdes fristen ikke.
Derfor er klubberne i deres gode ret til at sige nej og dermed holde spillerne hjemme.
Det vil i så fald blot være endnu et kapitel i farcen, der har omkranset denne landskampspause.