Den belgiske superstjerne lægger ikke skjul på, at det bliver mærkeligt at skulle stå ansigt til ansigt med sin tidligere klub.
34-årige Kevin de Bruyne forlod denne sommer Manchester City efter 10 år i den engelske storklub, hvor han var en af nøglespillerne på Pep Guardiolas mandskab gennem flere sæsoner.
Nu er den belgiske playmaker at finde hos de forsvarende italienske mestre fra Napoli, og de skal snart stå ansigt til ansigt med Manchester City i ligaspillet i Champions League.
Og det bliver en mærkelig oplevelse, erkender Kevin de Bruyne.
– Vi (Napoli, red.) skal snart spille mod City i Manchester. Det bliver mærkeligt. City er min klub, og det kommer ikke til at ændre sig, udtalte De Bruyne ifølge Reuters på et pressemøde.
Kevin de Bruyne nåede at spille hele 422 kampe i Manchester City-trøjen med 108 mål og 177 oplæg til følge.