Flere Brøndby-fans har været udsat for grænseoverskridende adfærd.
Brøndby havde den 10. marts et stort antal tilskuere med til Cepheus Park, hvor de blå-gule krydsede klinger med Randers FC i den næstsidste runde i gruppespillet.
Den endte med en spillemæssig fiasko for Brøndby IF, og udenfor kridtstregerne havde flere af de medrejsende fans også en særdeles ubehagelig oplevelse.
Ifølge Sjællandske Nyheder, så har flere Brøndby-fans nemlig givet udtryk for, at de har været udsat for ydmygende visitationer og beretter om vagter, der er gået langt over stregen.
Der er tale om mere end 200 personer, som har delt deres oplysninger om grænsoverskridende adfærd, som blandt andet omfatter, at flere fans har beskrevet, hvordan ‘hænderne fra vagterne søgte længere op ad lårene, end de burde’.
Dertil har en blot 16-årig pige også oplyst, at en voksen kontrollør klemmede hende på bagdelen – en hændelse, som pigens forældre siden hen har indberettet til Brøndby Support.
Sidst men ikke mindst fremgår det også, at kontrollør skulle have kørt en finger op mellem balderne på en mandlig fan, mens han på hånlig vis kom med referencer til voldtægtsforbryderen, der i 2023 blev idømt forvaring for adskillige overgreb på unge mænd i Brøndby IF’s fanmiljø.