Det mangeårige samarbejde mellem Brøndby IF og e-handelsvirksomheden Boozt får nu en ny form. Siden 2018 har Boozt været en fast partner i klubben, og siden 2020 har deres logo prydet Brøndbys spillertrøjer. Fra januar 2026 tager samarbejdet en ny drejning, når Boozt indtager rollen som tribunesponsor.
Det bliver den østlige tribune på Brøndby Stadion, der fremover vil bære navnet Boozt Tribunen, når Boozt overtager sponsoratet fra GSV. I samme forbindelse stopper Boozt/Booztlet som trøjesponsor, men det betyder ikke et farvel til klubben – tværtimod.
Aftalen mellem parterne løber over tre år, og Brøndbys administrerende direktør, Ole Palmå, udtrykker stor tilfredshed med det udvidede samarbejde:
– Vi er rigtig glade for, at Boozt fortsat ønsker at være en del af Brøndby IF og endda styrker deres engagement. Tribunesponsoratet er en markant investering og et klart tegn på tillid til vores retning – både sportsligt og kommercielt, udtaler Palmå til klubbens hjemmeside.
Læs om, hvem Kvistgaarden blev irriteret over, hvem der scorede mod dem: https://footy.dk/kvistgaarden-irriteret-over-at-det-lige-praecis-var-ham-der-scorede-for-agf/
Han fremhæver samtidig betydningen af tribunerne for klubben og fanscenen:
– Det er en central del af vores identitet og kampdagsoplevelse, og det betyder meget, at Boozt har ønsket at knytte sig tættere til netop dette område. Vi ser det som starten på et endnu stærkere og mere langsigtet partnerskab.
Selvom Boozt fremover ikke vil være synlig på trøjerne, vil de fortsat stå for salg af Brøndbys officielle spillertrøjer og merchandise gennem deres platforme.