Brentford hentede i dag en imponerende 1-2-sejr på udebane imod mægtige Manchester City i Premier League. Undervejs var der spilletid til både Christian Nørgaard, Mathias Zanka, Mathias Jensen og Mads Roerslev.
Manchester City har været næsten uovervindelige i denne sæson, hvor de har tromlet alt modstand over. Lørdag eftermiddag mødte de dog deres banemænd, da de hjemme på Etihad Stadium tabte med 1-2 til danskerklubben Brentford.
Thomas Frank startede inde med tre danskere i form af Mathias ‘Zanka’ Jørgensen, Mathias Jensen og Mads Roerslev. De kunne se den netop VM-vragede angriber Ivan Toney bringe Brentford på 1-0 allerede efter 16 minutter.
I første halvlegs overtid udlignede Phil Foden, og så forventede mange ellers, at Manchester City ville sikre sejren i anden halvleg.
Sådan skulle det dog ikke gå. På trods af massivt overtag i både spil og chancer, formåede City aldrig at få scoret det afgørende mål. City sluttede med hele 28 afslutninger og en boldbesiddelse på 74 %, men lige lidt hjalp det.
Halvvejs igennem anden halvleg kom Christian Nørgaard også på banen for Brentford, og han kunne se Ivan Toney score til 1-2 i det 98. minut, hvilket sikrede Brentford tre højst overraskende point.