Bo Henriksen fortæller til footy.dk, at han er meget åben angående et nyt fodboldjob til den kommende sæson. Henriksen udelukker ikke Danmark, men han drømmer om at blive i udlandet.
Den tidligere Superliga-træner Bo Henriksen står uden job til sommer.
Det står klart, da han onsdag på FC Zürichs hjemmeside gjorde det klart, at han stopper i klubben til sommer.
49-årige Henriksen har tidligere fortalt om beslutningen i den første del af interviewet med footy.dk.
Læs: Stort footy.dk-interview: Bo Henriksen taler ud om exit
Nu spørger footy.dk ham ind til fremtidsplanerne, og her fortæller Henriksen, at han er sulten efter mere.
Om det bliver til et comeback til Superligaen eller endnu et udlandsophold, må tiden vise.
– Der er ingen tvivl om, at jeg godt kunne tænke mig at få et spændende fodboldjob igen. Det er da sjovt at være ude, og det er interessant og spændende med nye kulturer og indtryk. Jeg har lært utrolig meget at være ude. Det er alle forundt at prøve.
– Det bliver man en dygtigere fodboldtræner af og et mere rummeligt menneske, da man skal forholde sig til en helt ny kultur både menneskeligt og fodboldmæssigt.
– Det har været vanvittigt fedt og inspirerende, og det kunne jeg godt tænke mig at få en mere oplevelse af. Jeg udelukker dog ikke noget, heller ikke Danmark, men drømmen er da at blive i udlandet, siger Bo Henriksen til footy.dk.
Læs også: Stort footy.dk-interview: Bo Henriksen taler ud om exit
Intet lige nu
Den tidligere AC Horsens- og FC Midtjylland-træner fortæller dog, at han ikke har noget på tegnebrættet lige nu.
– Det er meget tidligt, og der har ikke været noget lige nu og her. Der var nogle forespørgsler i efteråret, men der har ikke været noget fra i går til i dag. Det er håbet, at der kommer i løbet af foråret, men det vigtigste er, at jeg gør det her ordentligt færdigt.
– Det er nemt lige meget hvad i livet at starte ting op, men at slutte det godt af er en voldsomt og vanskelig part af livet, men det er måske den mest inspirerende og gribende part, der giver mest mening. Det håber jeg, at jeg kan gøre. Jeg har for vane at slutte godt selv i min FC Midtjylland-tid, hvor jeg blev fyret.
– Det lykkedes mig at kvalificere holdet til et gruppespil i Europa for andet år i træk som den eneste træner. Det vil altid være smukt. I Horsens og Brønshøj sluttede jeg af på toppen, og det, synes jeg, er en kæmpestor egenskab at kunne som menneske, siger Bo Henriksen til footy.dk.
Henriksens tropper fra FC Zürich har ikke vundet i de seneste syv kampe i ligaen. Danskeren blev ansat i den schweiziske storklub i oktober 2022.
Læs også: Stort footy.dk-interview: Bo Henriksen taler ud om exit
Foto: FC Zürich