Counter-Strike-holdet Astralis har netop igangsat en valgkampagne for Clutchministeren. De har sat valgplakater op i København og skriver på Twitter, at de hacker det danske valg.
Counter-Strike er i voldsom vækst i disse år, og nu forsøger eSports-holdet Astralis at gøre sporten endnu større. Astralis er allerede det suverænt største hold i Danmark, og med deres seneste gimmick bliver de nok endnu større.
Se den sjove video, hvor de hænger valgplakater op her:
We’re hacking the Danish election. 😎 https://t.co/JlC15fuPSu pic.twitter.com/m5VvHzXUoS
— Astralis Counter-Strike (@AstralisCS) October 13, 2022
Clutchministeren, der også går under navnet Andreas ‘Xyp9x’ Højsleth, er kendt for sine mange clutches i Counter-Strike. Det vil sige aktioner, hvor han på egen hånd vinder kampene for sit hold imod flere fjender.
eSports-stjernen går til valg med fire mærkesager:
- Flere clutches til danskerne
- CS:GO-major til Aars
- Gaming på danske plejehjem
- CS:GO som OL-disciplin
Til disse mærkesager har Clutchministeren følgende valgslogans:
- Rør græs hver dag
- Gaming bygger broer – Fra Rønne til Struer
- Clutches & Crutches. Gaming er for alle – også Arne & Gerda
- OL-fællesskabet for alle! Hurtigere, højere og stærkere; Også i hjernen!
Du kan læse mere om Clutchministerens valgkampagne på clutchministeren.dk, hvor du også kan tage en valgtest.