Den legendariske Manchester United-træner fortæller, at han frygter demens.
Sir Alex Ferguson er nærmest indbegrebet af Manchester United, selvom det i dag er 11 år siden, han forlod managerposten i den engelske storklub.
I dag er Sir Alex Ferguson 82 år gammel, og det har også medført bekymringer om hans helbred.
Det fortæller han i et ærligt interview med Daily Mail.
– Jeg er 82, og jeg bekymrer mig selvfølgelig om det. Min hukommelse er faktisk ret god, gudskelov. Men jeg ved ikke, om den bliver ved med at være det.
– Jeg bekymrer mig om det, 100 procent. Jeg ville lyve, hvis jeg følte, at jeg var anderledes, siger Sir Alex Ferguson ifølge Daily Mail.
Sir Alex Ferguson nåede i løbet af sin tid i Manchester United at vinde et hav af titler – heriblandt 13 Premier League-trofæer, fem FA Cup-trofæer og to Champions League-trofæer.