Liverpool har sikret sig en gigantisk ny sponsoraftale.
Fra starten af 2027/28-sæsonen bliver Turkish Airlines klubbens nye hovedsponsor på fronten af trøjen og erstatter dermed Standard Chartered.
Aftalen løber i fem år og er ifølge flere engelske medier samlet set mere end 300 millioner pund værd.
Det betyder, at Liverpool kommer til at modtage over 60 millioner pund om året fra Turkish Airlines.
Liverpool mener selv, at der er tale om den mest værdifulde rene trøjesponsoraftale i Premier Leagues historie.
Turkish Airlines-logoet kommer til at være på trøjerne for både Liverpools herrehold, kvindehold og akademihold.
Dermed slutter en lang æra på Anfield.
Standard Chartered har været Liverpools hovedsponsor helt siden 2010, men efter 17 år forsvinder virksomhedens navn fra fronten af klubbens trøjer.
Standard Chartered forlader dog ikke Liverpool helt og fortsætter i stedet som global partner fra 2027.
Den nuværende aftale med Standard Chartered vurderes til omkring 50 millioner pund om året, så Liverpool står til en markant økonomisk fremgang med den nye aftale.
Den historiske kontrakt understreger samtidig Liverpools enorme kommercielle styrke, efter klubben senest kunne fremvise en rekordomsætning på 703 millioner pund.
Fra 2027 bliver der altså et helt nyt navn på fronten af den ikoniske Liverpool-trøje.
Turkish Airlines overtager efter Standard Chartered – i en aftale til over 300 millioner pund.