De blå-gule fra Vestegnen bekræfter, at Olti Hyseni er tæt på at kunne kalde sig for Brøndby-spiller.
Olti Hyseni er de seneste dage blevet kædet kraftigt sammen med et skifte til Brøndby IF, og tidligere fredag lød meldingerne så på, at den unge offensivspiller skulle være til lægetjek på Vestegnen.
Og nu bekræfter både Julius Ohnesorge og Thomas Nørgaard, at en ny spiller er på vej, selvom de ikke vil kalde det en done deal.
– Der er noget, der hedder Komiske Ali i Danmark. Jeg kan sige, at vi arbejder rigtig hårdt på det, og det kommer i hvert fald ikke til at tage en uge.
– Vi arbejder med spilleren og med klubben, men det skal lige ordne sig, når det kommer til papirarbejde osv., lød det fra Ohnesorge, der ikke ville sætte navn på den pågældende spiller.
Også Thomas Nørgaard blev spurgt ind til den potentielle transfer.
– Regner og håber er to forskellige ting. Jeg håber, at der danser en ny spiller ind inden på søndag, lød det fra Nørgaard med et stort smil, hvorefter han satte ord på, hvornår han sidst har talt med Olti Hyseni.
– Min korttidshukommelse er helt umulig. Jeg var på et tidspunkt ovre i Sønderjyske, hvor jeg sagde pænt tak for en masse gode år sammen, og der hilste Olti og jeg da på hinanden. Jeg har også hørt ham om, hvordan han har haft det i ferien.
– Hvis det på et tidspunkt, bliver en done deal, skal jeg nok give mit besyv, fortalte Brøndby-træneren med et smil.