Tv 2 Sport-eksperten Mads Junker lagde ikke skjul på, at han er bekymret på FC Københavns vegne efter søndagens kamp mod Lyngby.
FC København fik søndag aften med nød og næppe tilkæmpet sig tre point mod oprykkerne fra Lyngby takket være et drømmemål af Mohamed Elyounoussi.
Løverne leverede dog mildt sagt en forfærdelig præstation, hvor Lyngby i store dele af kampen var det klart bedste mandskab, og det bør også give anledning til panderynker i FC København.
Det gav Mads Junker således udtryk for efter slutfløjt.
– Vi skal sidde med en stor lup og prøve at finde ud af, hvad er det, der foregår? Som jeg også sagde i pausen, hvis jeg ikke havde set det her 20-25 gange i sidste sæson, så var jeg blevet overrasket.
– Men nu er det snart et år i træk, at vi har set et FCK-hold under forskellige trænere levere usammenhængende præstationer, usikre øjeblikke i forsvaret, usammenhængende opbygningsspil. Der er også spillere, der nærmest ser ud, som om de ikke er i form. Jeg er med på, at de havde en halvhård kamp i torsdags og har fløjet, men det er starten af sæsonen. De bliver overløbet af et Lyngby-mandskab, der kommer op fra 1. division, det må også give nogle panderynker.