Brian Riemer havde ualmindelig svært ved at få fat i Noah Nartey forud for landsholdsudtagelsen.
Tirsdag eftermiddag offentliggjorde Brian Riemer navnene på de spillere, som er udtaget til skæbnekampen mod Nordmakedonien.
Og denne gang var der blevet plads til Noah Nartey, som har haft en fremragende start i franske Lyon.
Brian Riemer har dog for vane at snakke med de spillere der bliver udtaget, inden spillertruppen bliver offentliggjort.
Det var dog en ualmindelig vanskelig opgave at få fat i den tidligere Brøndby-profil.
– Jeg har et princip om at tale med spillerne, inden jeg udtager truppen. Jeg forsøgte Noah flere gange uden held.
– Jeg tror, han er bekymret for, om det er en fra SKAT, der har ringet ham, siger Brian Riemer med et smil, mens han samtidig understreger, at han har store forventninger til Noah Nartey.
– Det fortæller meget om Noahs kvaliteter, han netop er kåret som månedens talent i den franske liga. Det er i forvejen en liga med mange dygtige U21-talenter, siger Brian Riemer.
– Noah har vist et højt niveau i flere kampe for Lyon. Samtidig har han også vist, han kan ændre fodboldkampe. Det har vi set både i Lyon og fra hans tid i Brøndby. Og det kan det danske landshold få glæde af, siger Brian Riemer.