En gammel kending spøger på Vestegnen.
Brøndby IF har allerede haft et travlt transfervindue, hvor man har sagt farvel til Yuito Suzuki og Jacob Rasmussen, mens Mathias Kvistgaarden også forventes at skulle skydes afsted.
Derudover er både Nicolai Vallys, Clement Bischoff og Noah Nartey også tre mulige salgsobjekter, og det betyder altså også, at de blå-gule skal have noget ind den anden vej.
Og netop salget af Jacob Rasmussen kan åbne døren på klem for en gammel Brøndby-kending, som var en stor profil på Vestegnen.
Andreas Maxsø har nemlig kun et halvt år tilbage af sin kontrakt med MLS-klubben Colorado Rapids, og han kunne være en oplagt afløser for Jacob Rasmussen til at dække det hul, som han har efterladt sig i Brøndbys midterforsvar.
Hvorvidt 31-årige Andreas Maxsø selv har interesse i at vende retur til Brøndby er dog uvis, men selv har han tidligere fortalt, at han bestemt ikke udelukker at vende tilbage til de blå-gule.
– Jeg kunne helt sikkert godt se mig selv vende tilbage til Brøndby. Om det bliver som spiller eller som noget andet, det må tiden vise, har Maxsø tidligere udtalt i Brøndbys fanpodcast BrøndbyLyd.