Brøndby IF skuffede i returkampen mod Silkeborg IF i pokalsemifinalen, og det har fået den tidligere landsholdsprofil Thomas Gravesen til at rette en skarp kritik mod cheftræner Frederik Birk.
På trods af et imponerende comeback fra 0-3 til 3-3 i første opgør, formåede Brøndby ikke at følge op hjemme i returkampen. Det kostede pladsen i pokalfinalen – og satte gang i debatten.
På Viaplay stillede Thomas Gravesen store spørgsmålstegn ved Birks taktiske oplæg og lederskab:
“Har du gjort nok? Har du sat holdet op på den rigtige måde? Vi ser, du laver store ændringer i pausen i begge kampe – hvorfor fungerer det først efter pausen?”, lød det fra Gravesen, der ikke var imponeret over Brøndby-trænerens forberedelse.
Læs også: BIF-spiller giver fans ret: ‘Den gule trøje forpligter’
Frederik Birk tog kritikken med ro, men anerkendte, at især første halvleg i returkampen ikke levede op til Brøndby-standard:
“Der var en plan, men vi blev for passive og bagtunge defensivt. Det åbnede kampen for Silkeborg. Vi rammer ikke rigtigt i første halvleg, og det må jeg tage ansvar for,” forklarede han til Viaplay.
Han understregede dog, at Brøndby kom stærkt ud i anden halvleg og havde muligheder for at vende kampen, men det var ikke nok.
Nu skal Brøndby rejse sig hurtigt, for bronzekampen i Superligaen er stadig i spil. De blågule møder FC Nordsjælland, FC Midtjylland og AGF i sæsonens sidste tre kampe – og alle point tæller.