Engelsk fodbold er tæt på at tage næste skridt i brugen af teknologi. Semiautomatisk offsideteknologi skal nemlig testes i syv ud af otte ottendedelsfinaler i FA Cuppen. Det meddelte Det Engelske Fodboldforbund (FA) og Premier League torsdag i en pressemeddelelse.
Hvis forsøget forløber uden problemer, planlægger Premier League at indføre teknologien inden afslutningen på sæsonen. Formålet er at reducere tiden på VAR-gennemsyn af potentielle offsidekendelser med over 30 sekunder pr. tjek.
Oprindeligt var teknologien først planlagt til at blive implementeret i Premier League i 2024. Men ifølge Premier League er der først for nylig sket så store fremskridt, at ligaen nu har fuld tillid til systemet.
– Det system, vi vil anvende, er det mest præcise og fremtidssikrede på markedet, siger Tony Scholes, fodbolddirektør i Premier League.
Han erkender, at han tidligere har haft betænkeligheder ved teknologien, men de seneste ugers fremskridt har overbevist ham.
Semiautomatisk offsideteknologi blev første gang anvendt under VM i Qatar i 2022 og har siden fundet vej til ligaer som Serie A, La Liga og Champions League. Flere operatører udbyder løsningen.
Systemet fungerer ved at anvende en række stadionkameraer, der registrerer boldens bevægelse samt 29 punkter på hver spiller. Softwaren kan derefter hurtigt fastsætte en præcis offsidelinje.
I stedet for at VAR-dommere manuelt skal fastlægge, hvornår bolden spilles og spillernes positioner, registrerer systemet automatisk disse data og skaber en 3D-animation. Denne animation hjælper dommerne med at træffe mere præcise afgørelser, samtidig med at fans på stadion og tv-seere kan følge med visuelt.
Dog kan teknologien ikke afgøre, hvorvidt en spiller i en offsideposition påvirker spillet. Dette vurderes fortsat af dommerne på banen og i VAR-rummet.
Testperioden starter i FA Cuppens ottendedelsfinaler, som spilles 1. og 2. marts. Teknologien vil blive brugt i alle kampene undtagen opgøret mellem Preston og Burnley, da dette spilles på et stadion, der ikke hører til Premier League.