FC København kom tilbage efter at have været nede med to mål i 3-2 sejren over OB efter bl.a. en assist af Viktor Fischer.
FCK kom bagud efter bare et enkelt minut og var endda bagud med to mål efter en halv time, men som kampen skred frem fik gæsterne vendt kampen og endte med at komme sejrsrigt ud af kampen.
Viktor Fischer var naturligvis ikke tilfreds med kampens start i Odense.
– Vi havde snakket om, at vi skulle være klar fra start, men det var vi bare ikke. Vi snakkede om, at de første ti minutter skulle vi stå imod, og det kunne vi jo ikke, sagde Viktor Fischer efter kampen.
FCK-kreatøren roser holdet, der dog skal vise gnist hele kampen igennem.
– Hvis vi fra starten kan bringe det, vi kan, når der bliver tændt en ild i os, så er vi forhåbentlig fri for at komme bagud. Vi har et rigtig godt hold, men vi skal hele tiden være sultne – også fra starten af kampene.
FC København scorede kort før pausen, hvilket viste sig at være vigtigt for gæsterne.
– Vi var glade for, at vi fik dét mål til sidst i første halvleg, for der var vi ikke gode nok defensivt – og sådan set heller ikke offensivt, for vi kunne have udnyttet vores chancer. Efter pausen var vi rigtig, rigtig stærke offensivt og lukkede også bedre ned defensivt, og Sten Grytebust var rigtig stærk, sagde Viktor Fischer kort efter kampen.
FC København fik dermed maksimalt udbytte med hjem fra Odense i 3-2 sejren over OB.