Ifølge Kenneth Emil Petersen, så har FC København et gigantisk problem i offensiven.
FC København tog søndag aften imod AGF hjemme i Parken, og her måtte løverne altså forlade banen for anden gang i træk i 3F Superligaen uden en sejr.
Til opgøret måtte Bo Svensson også undvære Andreas Cornelius, som sad ude med karantæne – og netop fraværet af den bomstærke angriber var og er et gigantisk problem for FC København.
Det fortalte Viaplay-eksperten Kenneth Emil Petersen efter slutfløjt, hvor han rettede skarp kritik af Viktor Dadason og Geovanni Vianney.
– Problemet er jo, at der er gigantisk forskel på kvaliteten fra Cornelius og ned til de to unge drenge, Viktor Dadason og Geovanni. Jeg synes jo igen, at Dadason har en svær kamp.
– Flere gange når han bliver spillet op på… Der er ikke den der robusthed over hans spil endnu. Det er for store bevægelser og for langsommeligt. Og det er med til ikke at kunne sætte de andre FC København-spillere i offensiven i scene.
– Til slut i kampen brænder han også en gigantisk chance, der muligvis kunne have gjort ham til matchvinder, fordi han ikke får afsluttet hurtigt nok.
– Det er et kæmpe, kæmpe, kæmpe problem for FC København, at de har Cornelius – som nuvel har spillet meget, men har en skadeshistorik, vi allesammen er opmærksomme på – mens de næste i rækken virker til at være meget, meget langt fra Superliga-starterpotentiale, siger Kenneth Emil Petersen i Onside.