Mads Frøkjær stod klar med en kæk kommentar efter aftenens sejr.
Brøndby IF sikrede sig fredag aften tre vigtige point, da de vandt med 3-1 over Randers FC på udebane.
Og her spillede Mads Frøkjær en afgørende rolle, da han scorede to mål for de blå-gule.
Og særlig den anden scoring var Mads Frøkjær overrasket over, da han blev spillet fri af Marcus Younis – noget, som han har ventet på i tre måneder.
– Jeg er meget tilfreds og overrasket. Det var en glædelig bold. Jeg har også kaldt på den i tre måneder, så det var dejligt.
– Han er jo en ærgerrig ung knægt, som gerne vil frem i verden. Så at han havde overblikket med i den situation, var glædeligt, lød det fra en kæk Mads Frøkjær til Viaplay efter slutfløjt.