Alexander Zorniger fortæller, at der ikke bliver lagt meget vægt på at forberede sig på modstanderens styrker og svagheder inden søndagens opgør på Vestegnen.
Søndag aften vender Alexander Zorniger tilbage på Vestegnen, når Brøndby IF og OB krydser klinger i 3F Superligaen.
Og da OB er underdog til opgøret, så kunne man godt fristes til at tro, at den tyske træner har forberedt et stort taktisk oplæg omhandlende de blå-gules styrker og svagheder forud for kampen.
Men ifølge Alexander Zorniger, så er OB ikke et sted på nuværende tidspunkt, hvor det giver mening.
– For at være ærlig har det indtil videre ikke hjulpet os at forberede os specifikt på modstanderen. At udpege styrker og svagheder og identificere, hvor vi kan gøre ondt på dem.
– Vores hold er der ganske enkelt ikke endnu. Vi mangler måske stadig et halvt års arbejde, så vi er stabile nok i vores egne præstationer. Det er vores fokus, lyder det fra Zorniger.