Mohamed Elyounoussi har været en fremtrædende figur i de første to Champions League-spillerunder.
FC København er nok engang at finde i det fineste fodboldselskab i denne sæson, hvor de har fundet vej til ligaspillet i Champions League efter en lang kvalifikation.
Indtil videre er det dog desværre kun blevet til et enkelt point for løverne fra hovedstaden, men det kan bestemt ikke tilskrives, at Jacob Neestrups mandskab ikke har viljen til at løbe den ekstra meter.
Faktisk så sætter Mohamed Elyounoussi nemlig samtlige spillere i hele Champions League til vægs, når det kommer til antallet af tilbagelagte kilometer i de to første kampe.
Den norske FCK-stjerne er med et snit på 13,3 kilometer nemlig den eneste spiller blandt samtlige hold i Champions League, som har løbet over 13 kilometer i de to første kampe.
Det fremgår af Champions Leagues egen statistikbank.
Og der er altså langt ned til andenpladsen på listen, for den spiller, der kommer tættest på Mohamed Elyounoussi, er Bayern München-stjernen Joshua Kimmich, som i gennemsnit har tilbagelagt 12,8 kilometer.
FC Københavns næste opgave i Champions League finder sted den 21. oktober, når løverne tager imod Dortmund hjemme i Parken klokken 21.00.