Virgil van Dijk har store roser til overs for holdkammeraten Dominik Szoboszlai.
Dominik Szoboszlai har i den grad udviklet sig til en profil for Liverpool, hvor han især i denne sæson har vist prøver på sin enorme kvalitet.
Og den ungarske midtbanespiller høster da også store roser fra Liverpool-kaptajnen Virgil van Dijk, som mener, at Szoboszlai har de kvaliteter, der måske kan gøre ham til en mulig anfører for The Reds i fremtiden.
– Det er op til manageren, men ja. Han har selvfølgelig været rigtig god. Jeg synes også, at han stadig kan tage det næste skridt som leder på holdet.
– Det starter med at gå forrest med sit eksempel, og det har han gjort indtil videre i denne sæson.
– Men der er stadig områder, hvor han kan udvikle sig, og det er positivt. Forhåbentlig bliver han meget vigtig for Liverpool i mange år fremover, siger Van Dijk til ESPN.