Manchester United vil angiveligt udnytte en option på et års kontraktforlængelse, hvis klubben ikke kan lande en ny aftale med angriberen Marcus Rashford i januar, skriver The Sun.
Den 25-årige, engelske landsholdsspillers kontrakt udløber til sommer. Det betyder, at han kan begynde at forhandle med udenlandske klubber fra nytår.
Rashfords agenter mødtes i sommer med Paris Saint-Germain, men et klubskifte syntes aldrig at være tæt på. Og Uniteds nye manager, Erik ten Hag, er ivrig efter at beholde Rashford, som er en vigtig brik i hollænderens planer for holdet.
Ifølge The Mail betyder det, at Manchester United vil se på, om klubben skal udløse den klausul, der er en del af angriberens kontrakt, som sikrer Rashford en ugeløn på 200.000 pund, mere end 1,7 millioner kroner.
Klubben er ikke tryg ved at binde ham til en ny kontrakt før nytår, da der venter en VM-slutrunde lige om hjørnet. Derfor menes United at ville udløse klausulen, så der vil være god tid til at forhandle en ny kontrakt på plads
Rashford har vist noget af sin gamle form i denne sæson, efter ten Hag har vist ham tillid og valgt ham til sit angreb frem for Cristiano Ronaldo. Han har kvitteret med syv mål og tre oplæg til mål i 15 kampe.