Harry Maguire glæder sig over, at den danske landsholdsstjerne igen er til rådighed for Manchester United.
Danske Christian Eriksen fik torsdag aften comeback for Manchester United, da de hjemme på Old Trafford spillede 2-2 mod Sevilla i Europa League, efter de røde djævle ellers havde bragt sig foran med 2-0.
Selvom resultatet ikke var helt, som Manchester United formentlig havde håbet på, så var der dog alligevel noget at glæde sig over i kampen.
Her fik Christian Eriksen nemlig comeback på grønsværnen efter sin grimme ankelskade, og det udtrykte Harry Maguire efter slutfløjtet stor glæde over.
– Han (Eriksen, red.) er en fantastisk spiller på et højt teknisk niveau.
– Han tager bolden til sig, kontrollerer spillet, og han kan få en stor indflydelse for os fra nu af og resten af sæsonen. Det er dejligt at have ham tilbage på banen, siger Maguire i rosende vendinger om danskeren.