Fodboldkommentatoren Morten Bruun føler sig ikke overbevist om, at Filip Bundgaard er god nok som frontangriber i Brøndby IF.
Efter en fin sæsonstart er Brøndby IF i den grad havnet i vælten, efter de først tabte med 2-0 til Viborg FF hjemme på Vestegnen, mens man i midtugen led et ydmygende nederlag til islandske Vikingur Reykjavik på hele 3-0.
Det har også medført en masse spørgsmåltegn om Brøndby-truppen, og spørger man fodboldkommentatoren Morten Bruun, så er det især på angrebspladsen de blå-gule er udfordret.
– Afskeden med Yuito Suzuki og Mathias Kvistgaarden var uomgængelige, men Brøndby bør kunne finde bedre erstatninger end to ukendte japanere, siger han til TV 2 Sport med henvisning til Sho Fukada og Kotaro Uchino.
Derudover sætter Morten Bruun også spørgsmålstegn ved, om Filip Bundgaard, som er blevet prøvet af som 9’er, er god nok, hvis man i Brøndby vil spille med som tophold.
– Okay, hvis Brøndby kan lave en ”ny Suzuki”, så må jeg æde mine ord. Det ser bare ikke sådan ud. Men kan man blive tophold med Filip Bundgaard som 9’er?, lyder det afslutningsvis fra Morten Bruun.