Brøndby måtte nøjes med 2-2 mod Sønderjyske, efter at have været foran 2-0, og det vækker skarp kritik fra Tipsbladet-kommentator Stig Tøfting. Han kalder det en af de dårligste præstationer, han har set fra Brøndby i lang tid.
“Jeg synes ikke, det hang sammen. Der var for mange fejlafleveringer, og Daniel Wass havde en af sine dårligste kampe. Det er i sådan en situation, han skal træde i karakter,” siger Tøfting.
Læs også: Vallys med en skræk-statistik
Flere Brøndby-profiler påpegede efter kampen, at vinden spillede en rolle, men det køber Tøfting ikke.
“At undskylde med banen og vejret er latterligt. Sønderjyske spillede god fodbold under de samme forhold. Brøndby havde for mange huller defensivt og viste ikke den nødvendige kvalitet,” udtaler han.
Trods skuffelsen fastholder Tøfting, at Jesper Sørensen fortsat er den rette træner for Brøndby, men advarer om, at placeringer uden for top seks altid kan koste jobbet.
“Selvfølgelig har træneren ansvar, men spillernes svingende præstationer spiller også en stor rolle,” afslutter han.
Brøndby skal hurtigt finde stabiliteten, hvis de vil undgå yderligere skuffelser i sæsonen.