Andrew Hjulsager fortæller, at han havde dialog med Brøndby IF og Jan Bech Andersen inden sit skifte til Vejle.
30-årige Andrew Hjulsager vendte denne sommer hjem til Danmark efter mere end otte år i udlandet, men i modsætning til flere tidligere Brøndby-profiler som det senest har været tilfældet med Daniel Wass, så blev de blå-gule fra Vestegnen altså ikke destinationen.
Det blev i stedet Vejle, som løb med Andrew Hjulsagers underskrift, men det var altså ikke fordi, at der ikke var dialog.
Det fortæller Hjulsager til Tipsbladet.
– Jeg talte med dem i lang tid. Jeg talte utrolig meget med Jan Bech (Andersen), og det har jeg gjort i en årrække. Jeg har holdt kontakten med ham, siden jeg rykkede til udlandet. Men ja, det passede ikke lige ind i deres planer, og det var egentlig okay for mig også, fortæller Hjulsager, som samtidig understreger, at han er glad for skiftet til Vejle, som tilbød ham en god pakke.
– Jeg havde en god snak med Vejle, og de kom med en god pakke, i forhold til at bygge mig op igen efter en masse skader de seneste år. Jeg kan stadig ikke spille 90 minutter, men det går fremad, siger Andrew Hjulsager og tilføjer:
– Det er klart, at da jeg hørte om Vejles interesse, havde jeg nogle samtaler med Mikkel Hemmersam, Christian Larsen og Ivan Prelec, hvor de fortalte om en ny spillestil med mere boldspil. Jeg synes, det lød fint, og jeg synes også, at vi har haft en fin start spillemæssigt mod nogle af de svære modstandere, lyder det fra Hjulsager, som har underskrevet en kontrakt med Vejle frem til sommeren 2028.