FCK-træneren Jess Thorups sæde er i disse dage brandvarmt, og nye tal viser nu, hvor slemt det egentlig står til i det københavnske rige under Thorup.
I disse dage kalder mange FCK-fans på Jess Thorups hoved. Senest efter nederlaget i Herning i går, blev der råbt “Thorup raus” fra tribunen. Indtil videre er den tidligere Esbjerg-angriber dog stadig cheftræner for hovedstadsklubben.
Under Thorup har FCK både formået at vinde det danske mesterskab og kvalificere sig til Champions League. Ser man nærmere på præstationerne i hans 88 Superliga-kampe som cheftræner for de regerende danske mestre, så krakelerer det rosenrøde billede dog en smule.
Jess Thorup har i øjeblikket et pointgennemsnit per kamp på 1,87 som FCK-træner. Det er sjettebedst af alle FCK-trænere, imens det ligger under klubbens all time gennemsnit på 1,89.
Under Thorup har FCK også haft svært ved at lukke af defensivt. Med 1,13 mål imod per kamp er han den næst dårligste FCK-træner på dette parameter i historien. Kun Hjalte Bo Nørregaards korte periode som midlertidig træner var værre.
Offensivt har det dog været lidt bedre for Thorup. 1,79 mål scorer københavnerne per kamp i Superligaen, hvilket kun Ståle Solbakken og føromtalte Hjalte Bo Nørregaard har formået at gøre bedre.
Alt i alt har FCK fået 1,89 point per kamp siden grundlæggelsen i 1992, scoret 1,75 mål per kamp og lukket 1,05 mål ind. I denne sæson hedder statistikken 1,2 point per kamp, 1,7 mål per kamp for og imod. Det er altså en historisk dårlig præstation.
Dette vel og mærke med et af de dyreste FCK-mandskaber nogensinde og efter flere år i træk, hvor der er blevet skruet gevaldigt op for det sportslige budget.
Tallene kommer fra Twitter-brugeren Søren Moth. Du kan læse hans tråd her.