Viaplay-eksperterne Thomas Gravesen og Stig Tøfting er ikke i tvivl om, at FC København har Jacob Neestrup på lånt tid.
Jacob Neestrup har leveret en række imponerende resultater med FC København de seneste sæsoner, og derfor stod klubberne nærmest også i kø for at sikre sig hans underskrift i sommerens transfervindue.
Her havde både RB Leipzig og VFL Wolfsburg således Jacob Neestrup i kikkerten, men han endte som bekendt med at blive i FC København.
Det er dog kun på lånt tid, mener Viaplay-eksperterne Thomas Gravesen og Stig Tøfting.
– Han har alt, der skal til. Han er en toptræner i Danmark, men har det, der skal til for at blive det i Europa, fordi han har alle de rigtige ting med sig, siger Thomas Gravesen på Viaplay, inden Stig Tøfting slår fast, at han tror, Jacob Neestrup snart er fortid hos FCK.
– Selvfølgelig er han det. Ikke lige nu, men han ryger da. Det er nok hans sidste sæson. Han ville have været væk til denne sæson, men der fik han fortalt, at han har en kontrakt. Den opfylder han selvfølgelig, så vil han levere et ordentligt stykke arbejde nu. Så man kan sige, at nu har jeg gjort det, jeg kunne i FC København, så er han selvfølgelig en træner ude i Europa – det siger da sig selv, lyder det fra ‘Tøffe’.