Der er gang i svingdøren på Vestegnen i vinterens transfervindue.
Brøndby IF har gang i et hektisk transfervindue, hvor man har hentet flere nye profiler ind, mens andre har taget turen den anden vej.
De blå-gule har således allerede vinket farvel til Justin Che, Michael Gregoritsch og senest Noah Nartey, som blev solgt til Lyon i en stor handel, der kan løbe op i 75 millioner kroner.
Og nu siger Brøndby efter alt at dømme snart farvel til endnu en spiller.
Ifølge bold.dk, så er Stijn Spierings nemlig tæt på at kunne færdiggøre et skifte til MLS-klubben Real Salt Lake.
At den 29-årige midtbanespiller forlader Brøndby kommer formentlig heller ikke som den helt store overraskelse, eftersom han ikke er rejst med resten af truppen på træningslejr, da han ikke indgår i Steve Coopers planer.
Stijn Spierings nåede at spille 40 kampe for Brøndby med to mål og to oplæg til følge.